Ved første øjekast ser man et dekorativt, abstrakt maleri i naturens farver: nuancer af brunlige jordfarvet, frisk- og vissengrønne vækster og himlens blålige skær. Men som i et fikserbillede dukker der ved nærmere eftersyn små naturalistiske elementer frem hist og her. Et ugleøje, en rævesnude, en fugl, et insekt og måske et rådyrhoved. Når først man som beskuer har fået kig på nogle af detaljerne, går der sport i det. Maleriets overflade gennemses intenst og nysgerrigt. Man skulle jo helst ikke gå glip af noget. Det hele er komponeret og organiseret på fremragende vis, så dette tilsyneladende kaos af naturglimt alligevel udgør et beroligende kosmos – naturens egen harmoni. Derfor virker malerierne på én gang uoverskuelige med myriader af motiver, der ustandseligt dukker frem, og samtidig harmoniske og behagelige at se på som et stykke natur, der er kommet i derfor.